Læserbrev: Stem lokalt – stem på Anni M!


Nu går valgkampen ind i sine sidste dage, og vi skal snart placere vores kryds den 18. juni. Én af de ting, valget også handler om, er om vi får valgt en kandidat fra netop vores område. Vigtigheden af det kan næsten ikke overvurderes. Det er én blandt mange grunde til at jeg vælger at stemme på Venstres Anni Matthiesen, ligesom jeg anbefaler andre at gøre det samme.

Jeg ved, hun bruger rigtigt mange timer og kræfter på at lære sine lokale vælgere og deres hverdag at kende. Det betyder mere for hende end at hun selv bliver kendt gennem boulevardpresse og TV. I det hele taget er Anni en myreflittig, jordnær og samvittighedsfuld politiker, der sammen med resten af Venstre bl.a. vil arbejde for en bedre landdistriktspolitik og for en motorvej vest for Billund.

Derfor kan jeg kun sige: Stem på Anni M – dét er vejen frem!

Venlig hilsen
Peter Fredensborg, fmd., Venstre i Billund Kommune