Læserbrev: Talent Billund – Økonomisk gennemsigtighed


Talent Billund ønsker at skabe fællesskaber for børn og unge i kommunen. Dvs. at projektet henvender sig til alle børn og unge i Billund Kommune fra 4. klasse og op, som vil gøre noget mere med deres idræt. Dette i et samarbejde med Billund kommune.
Der skal skabes et miljø med mulighed for at dyrke og udvikle potentialer indenfor idræt og kultur. Projektet har nu kørt i ”næsten” 3 år og understøtter Billund kommunes vision om ”Leg, læring og kreativitet. Så stor tilfredshed med tankerne og visionen bagved Talent Billund.

Projektet er finansieret fra Ole Kirks fond og Billund kommune med 2,6 millioner kroner fra Billund kommune i projektperioden 1. juli 2018 og 30. juni 2021.

I projektperioden har IKA været driftsleverandør på idrætsdelen af projektet. Der ligger en underskrevet aftale som beskriver hvad IKA har leveret ind i Talent Billund-projektet.

I budgetaftalen for 2021 er der bevilget 875.000,00 kr. og 1.750000 kr. i overslagsårerne 2022 og 2023.

I projektperioden er pengene bevilget direkte til IKA og ikke Talent Billund, hvilket jeg finder stærkt bekymrende. Jeg har som folkevalgt åbenbart ingen mulighed for at se hvor den kommunale økonomi ender. Altså ingen gennemsigtighed i regnskabet overhovedet?
Der vil blive udarbejdet et endeligt projektregnskab, når projektet afsluttes i juli 2021. Jeg ville også gerne vide lidt om hvordan økonomien fordeler sig på de forskellige foreninger/idrætsgrene?

Det vil sige at tredjemand, i dette tilfælde IKA, får tildelt pengene og samtidigt står for driften. Det er da mere end uheldigt og for mig en helt uholdbar konstruktion.

Jeg håber at vi fremadrettet kan få en konstruktion der gør det muligt at følge de kommunale midler, samt få en gennemsigtighed i projektet.

Jeg er en stor tilhænger af filosofien bagved Talent Billund – Det er ikke mængden af talent ”deltageren” bliver målt på; men at man brænder for sin interesse og har lysten og viljen til at blive bedre.

Venlig hilsen
Ole Marcussen, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet