Læserbrev: Taxaloven dur ikke


Tirsdag aften og nat var vi til en dejlig bryllupsfest i skønne omgivelser i Møllen i Ansager. Vi var 10 personer, som gerne ville have en taxa/minibus til Hejnsvig. 00.45 blev der derfor ringet til Starup Taxi ikke mindre end to gange. Vi ville gerne afhentes kl. 01.30. Starup Taxi har jo fået tilladelse til at køre over kommunegrænsen til de mindre byer i Billund Kommune.

Ved begge opringninger fik vi oplyst, at Starup Taxi ikke havde interesse i at bringe os hjem. Derefter blev der ringet til 4 x 48, som Billund Taxa øjensynlig er en del af. Vi var stadig 10 personer der gerne ville retur til Hejnsvig kl. 01.30. Kl. 02.29 dukkede én taxa op med plads til 4 personer.

I mellemtiden havde de fleste Hejnsvigborgere fundet andre løsninger ved midt om natten at ringe til familie, venner og bekendte. I parentes bemærket var den enlige taxachauffør kommet kørende fra Vejen.

Den taxalovgivning, som tidligere transportminister Ole Birk Olesen fik gennemført i 2018, dur simpelthen ikke. Det er ikke rimeligt at taxaselskaberne, som jo har fået en kommunal bevilling, selv kan bestemme om de vil køre eller ej. Tidligere har man også oplevet eksempler på, at man ikke længere kan bestille en taxa til kortere ture. Med retten til at køre hyrevogn, bør også følge pligten til at transportere kommunens borgere.

Jeg håber den nye regering er opmærksom på dette problem.

Venlig hilsen
Arne V. Thomsen, Hejnsvig