Læserbrev: Underretninger om børns mistrivsel

Arkivfoto


Billund Kommune får flere underretninger om børns mistrivsel. Det viser en optælling af antallet af underretninger fra borgere, læger, politi, familie og skoler. I første halvår af 2016 har kommunen modtaget 272 underretninger mod 517 i hele 2015. Jeg ser det som et udtryk for en større opmærksomhed og bevidsthed hos borgerne, familie og de ansatte om at underette hvis børn eller en familie ikke trives. Det er godt når vi alle tager ansvar for at sige det højt, når et barn eller en familie har brug for hjælp.

Der er dog noget i undersøgelsen som bekymrer mig. Undersøgelsen viser nemlig, at der ikke er nogle underretninger fra dagplejen og sundhedsplejen fra 2015 og første halvår af 2016. Tidlig opsporing af mistrivsel hos børn er utrolig vigtig, da jo tidligere man skrider ind, jo bedre vil deres senere udvikling være. Det bør derfor undersøges nærmere hvorfor sundhedsplejen og dagplejen i flere år ikke har lavet underretninger. De samme børn laves der senere underretning om, når de kommer i pasningstilbud eller skole. Tidlig forebyggelse er grundstenen og måden at bryde negativ social arv på. Jeg vil derfor bede forvaltningen om en redegørelse.

Simon Nicolajsen Jørgensen
Byrådsmedlem I Billund Kommune, Socialdemokraterne