Læserbrev: Undskyld…

Brian Duedal


Når man har begået en fejl, så skal man ikke være for stolt til at sige undskyld. Derfor har jeg en del mennesker, som jeg skylder en undskyldning.

Den første, der skal have en undskyldning er Borgmester Ib Kristensen. Jeg var i mine følelsers magt, da jeg råbte, at du var en idiot ved byrådsmødet tirsdag. Det er for lavt, og det vil jeg gerne sige undskyld for. En mand, der fuldstændig kan få 15 andre politikere til at se bort fra saglig argumentation og stemme, som man vil have, er ikke idiot.

De næste, jeg skylder en undskyldning, er alle de unge mennesker vi havde taget med til byrådsmøde i aftes for at vise dem, hvad demokrati er. De blev ikke vidne til demokrati. De blev vidne til flertalsdiktatur. Kris Skriver fra S havde et fint indlæg, hvor han fortalte om hvor dårlig en proces, han havde været vidne til i sagen. Det var en ringe proces, og han håbede ikke, at det skulle være sådan fremover. Alligevel stemte han for at lægge skolerne sammen uden at undersøge tingene nærmere og gøre processen om. Som Gitte fra S sagde, så var der allerede brugt lang tid på sagen, så man kunne lige så godt få den afgjort. Generelt var der mange gode indlæg fra K, DF, Borgerlisten og 4 af de klogeste folk i V. Kenneth fra V kom med aftenens absolut bedste oplæg, hvor han såede tvivl om rationalet ved at sammenlægge de to skoler, og han foreslog, at sende sagen tilbage til forvaltningen, og få belyst en række uklarheder, men 16 af de øvrige byrådspolitikere kunne åbenbart sagtens gennemskue tingene, så de stemte for en sammenlægning uden yderligere belysning.

Næste i rækken, som jeg tror, at jeg skylder en undskyldning, er Søndre Skole. Gitte fra S mener, at debatten har været for hård, og specielt er der talt og skrevet dårligt om Søndre Skole. Jeg er i tvivl om det er mig, der har været for hård ved Søndre Skole, og hvis det er, så er jeg ked af det. Det har ikke været min mening at nedgøre Søndre Skole, for jeg kender mange på skolen, og jeg har ikke noget dårligt at sige om skolen, og jeg ser frem til at vores drenge skal gå i skole der i 7. klasse. Jeg mener blot, at Stenderup Skole er i særklasse, og det kan være svært at hamle op med.

Mine tidligere kolleger i skolebestyrelsen på Stenderup Skole skal også have en kæmpe undskyldning, specielt Knud fortjener en stor en. Jeg er ked af, at jeg lod mig forføre/skræmme af Borgmesteren og derfor ikke kunne gennemskue tingene på mødet i januar. Det er det, jeg er mest ked af i denne sag, da det åbenbart er dette møde, der er skyld i, at alle i forvaltningen og de i byrådet, der har været ordentligt informeret (ikke ret mange, kan jeg forstå) har opfattet, at skolebestyrelsen på Stenderup Skole syntes, at sammenlægningen var en kanon ide.
Den sidste undskyldning skal gå til alle borgere i Stenderup-Krogager. Jeg er ked af, at jeg har været for ringe til at gennemskue det politiske system, og derfor ikke har kunnet ændre på den fejl, som jeg var med til at begå på mødet i januar.

Slutteligt skal lyde en kæmpe tak til de 9 fornuftige politikere, der lyttede på vores bekymringer og stemte imod sammenlægningen. Specielt Kenneth har en stor plads i mit hjerte i aften. Du har kæmpet fantastisk for os, og det kan vi ikke takke dig nok for.
Tak for kampen til jer alle

Venlig hilsen

Brian Duedal, Stenderup

P.S.: Nu vil jeg overlade pladsen i den lokale verdenspresse til de 16 politikere, der slet ikke lyttede til de gode argumenter, og derfor undlod at sende sagen tilbage til forvaltningen for at få belyst sagen ordentlig. Hvis I ikke får sovet så godt i nat, så kan jeg godt forstå det. Husk det er aldrig for sent at råde bod på de fejl, som man har begået. Første skridt er at erkende, at man har lavet en fejl.