Læserbrev: Vækst og udvikling flyttes til Syddanmark

Arkiv/Privatfoto


1.015 statslige arbejdspladser. Det kan vi se frem til her i Region Syddanmark som følge af vores regerings nye udflytningsrunde. Vi kan se frem til 320 ekstra skattemedarbejder. Nye uddannelsespladser til automationsteknologer i Fredericia. Vi får flyttet dele af styrelser til bl.a. Ribe, Tønder og Haderslev.

Udflytningsrunden, Bedre Balance II, skal samlet flytte mere en 4.000 statslige arbejdspladser ud i landet. Samtidig flyttes mellem 500 og 1000 uddannelsespladser ud.

Det kommer til at gavne os her i det sydjyske.

For med den nye udflytningsrunde rykker vi vækst og udvikling fra København og ud i landet. Vi mener ikke, at Danmark udelukkende skal forvaltes fra skriveborde i København. Og vi mener ikke, at det kun er unge i de større byer, der skal have mulighed for at tage en uddannelse, der er forankret i deres lokale miljø.

Jeg har hele tiden været stor fortaler for, at vi skal placere uddannelser og arbejdspladser overalt i landet. For lokale arbejdspladser og uddannelser skaber lokalt engagement. Det skaber en øget virkelyst og et kompetenceløft her i Sydjylland.

Allerede inden vores første udflytningsrunde påpegede jeg over for vores daværende børneminister, Karen Ellemann, at Børnerådet burde placeres i Børnenes Hovedstad i Billund. Det lykkedes, og det blev en stor succes.

Nu kan vi se frem til endnu flere sydjyske succeshistorier.

 

Med venlig hilsen

Anni Matthiesen (V), Medlem af Udvalget for Landdistrikter og Øer, Krogager