Læserbrev: Vi er ved at spare os selv ihjel


Valgtrommerne er begyndt at buldre og hver en politiker stikker hovedet frem for at se hvad det næste mål er for at fremstille sig selv for folket. Desværre er det lige nu nedskæringens alter der må stå for skud.

Vi skal spare en del penge efter sidste økonomiske aftale, og nu er det så op til de forskellige udvalg at finde de mange penge. Nogen går det ud over og specielt slemt er det når aktiviteter i de små landsbyer må stå for skud.

Jeg sidder i Børneudvalget og Voksenudvalget, og sidste mandag har vi drøftet forskellige muligheder for at spare de mange penge. Et par af forslagene gik ud på at nedlægge Engbo i Stenderup / Krogager. Det er lidt af en mundfuld at sluge og aftalen var at vi skulle drøfte situationen med vores politiske bagland og så mødes på næste mandag. Men….. stor er min forbavselse når jeg kan se i de kulørte blade at både Venstre og Socialdemokraterne allerede har udtalt sig om situationen, nogle for og andre imod.

Jeg kan let forestille mig hvad disse politikere sætter i gang af spekulationer og fortvivlelse i både Sdr. Omme og Stenderup / Krogager.

Efter min mening endnu helt uden grund, for vi har jo slet ikke bestemt os for noget rent politisk, og kun haft en kort orientering fra vores udvalgsformand og forvaltning. Herefter skal vi så forhåbentlig finde en løsning som bliver så lempelig som muligt for alle.

En ting ligger fast, og det er at jeg aldrig vil give min stemme til yderligere nedlæggelser af plejehjem eller for den sags skyld skoler i vore omegnsbyer. Vi ser det med al tydelighed hvordan det går, når først plejehjem og skole lukker, ja så bliver det umådeligt svært at holde liv i de små købmænd.

Aldrig giver jeg min stemme til yderligere forringelser af de små samfund, nu må det være slut. Hvorfor tror ”man” at det hele bliver meget bedre hvis hele vores liv bliver centraliseret omkring vore to ”hovedbyer”

Jeg går ind for bevarelse og styrkelse af vores landdistrikt også når vi kommer til Engbo.

 

Med venlig hilsen

Henning Sejer Madsen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Billund kommune.