Læserbrev: Vi kan være trygge ved TrekantBrand – også uden Vejle

Allan Munk Nielsen. Foto: billund.dk


En af de helt store bomber, der sprang hen over jul/nytår, var Vejle Kommunes beslutning om at melde sig ud af Trekanbrand. De mente de skulle betale for meget i forhold til det beredskab/service de ville få. Udmeldelsen træder i kraft d. 01.01.2022.

Jeg vil ikke forholde mig til om Vejle Kommune betaler for meget, eller om andre betaler for lidt. Jeg tror vi i Billund Kommune har fået et større og mere robust beredskab, som vi trods alt er bedre stillet ved at være en del, i stedet for at stå udenfor. Det har jeg ikke altid ment, og der er heller ingen tvivl om, at det har været startvanskeligheder. Fra starten var der lagt op til store besparelser, som specielt gik ud over de små kommuner i samarbejdet. Derfor råbte vi fra konservativ side op, sammen med flere andre, og det lykkedes at få rettet op, så vi fik en ordentlig dækning og beredskab i Billund Kommune. Hvis ikke det var sket, var vi klar til at kigge mod andre samarbejder.

Ledelsesmæssigt var TrekantBrand også udfordret fra starten, og der var stor utilfreds blandt medarbejderne på de forskellige stationer. Medarbejderne kunne se at de ville få mere end svært ved at yde den service og sikre deres egen sikkerhed under indsættelse.

Alt dette er der heldigvis ved at være styr på med ny ledelse og en ordentlig dimensioneringsplan, og derfor bakker vi fra konservativ side op om samarbejdet i TrekantBrand. Som nævnt indledningsvist så mener jeg vi har fået et mere robust og bedre beredskab. Det er også mit indtryk at brandmændene på vores stationer i Billund Kommune er tilfredse og trygge med samarbejdet i TrekantBrand, efter de tilrettelser, der har været undervejs. Jeg mener også at borgerne i Billund Kommune kan være trygge ved beredskabet, og kan vi fortsætte på dette niveau, er vi sikret et trygt og godt beredskabsniveau.

Jeg mener også vi løbende skal følge og evaluere vores beredskab, så vi hele tiden sikre det rette niveau til den rette pris. Men jeg mener vores beredskab har fundet en god form, og jeg mener TrekantBrand-samarbejdet sagtens kan fortsætte uden Vejle Kommune!

 

Med venlig hilsen

Allan Munk Nielsen, Byrådsmedlem, Billund Kommune, Det Konservative Folkeparti