Lars H: Nu er jeg ikke bundet op på noget længere


Byrådsmedlem Lars Hansen er efter gårsdagens ekskludering fra Venstre en fri mand politisk set.

– Man har taget mit politiske ståsted fra mig, men det giver mig en anden politisk fremtid. Og det er dét jeg skal have fundet ud af nu. Nu er jeg løsgænger og det kan jeg agere og stemme ud fra fremover i byrådssalen. Jeg er ikke bundet op på noget, siger Lars Hansen her dagen derpå, at en enig bestyrelse i Venstres kommuneforening ekskluderede ham fra partiet.

Betyder det at du har slugt nogle kameler i din tid i Venstre?

– Det betyder at jeg har valgt mine kampe, siger Lars Hansen efter et par sekunders betænkningstid.

Han undrer sig over, han ikke kan få klar besked om, hvorfor han bliver ekskluderet:

– De siger der har været flere tillidsbrud, men jeg kan ikke få at vide hvad det er. Og hvis det blot er de tre sager der har været fremme i denne og sidste byrådsperiode, så kan jeg undre mig over at der ikke er plads til det, når man sådan kigger på Venstre på landsplan, siger Lars Hansen.

Det får ham til at spekulere på, om det er personen Lars Hansen Venstre vil af med, og ikke så meget politikeren:

– Man kan have mistanke om, at det er mig som person de vil af med. Jeg fik jo 47 pct fremgang ved seneste valg, siger Lars Hansen.

Hele sagen om ekskluderingen har givet ham massiv opbakning fra de lokale vælgere – både på facebook, i medierne og i lokalsamfundet:

– Ord kan ikke beskrive hvor godt det føles – især når man sidder i sådan en situation hvor tingene er lidt trælse. Men når jeg ser sådan en opbakning  og møder folk i byen, så bliver man bare glad og taknemmelig.  Jeg er sindssyg ydmyg over de folk der kommer og giver mig et klap på skulderen nede i byen, lyder det fra den nykårede løsgænger i Billund Byråd.