Lars Hansen ekskluderet fra Venstre


Lars Hansen fortsætter i Billund Byråd som løsgænger. Det blev en realitet i aftes, da Venstre valgte at ekskludere Grindsted-politikeren fra partiet.

Bestyrelsen i Venstre i Billund kommune fik for et par uger siden nok af at Lars Hansen et par gange stemte imod partilinjen i byrådssalen og i udvalgene.

Senest stemte han imod det tvungne håndtryk i forbindelse med statsborgerskabsceremonien ude i kommunerne.

Lars Hansen havde indtil i mandags til at melde sig ud af partiet. Skete det ikke skulle hans fremtid i partiet afgøres ved et møde onsdag, og her valgte Venstre at ekskludere ham.

–  Bestyrelsen har ikke længere tillid til Lars Hansen og hans ageren som byrådsmedlem for Venstre. Bestyrelsen vil på det kraftigste understrege, at ekskluderingen ikke alene sker på baggrund af en enkelt sag, men grundet gentagne tillidsbrud gennem årene som byrådsmedlem for Venstre, lyder det i en pressemeddelelse fra Venstre.