LEGO Braille Bricks skal hjælpe synshandicappede børn


Den ligger egentlig lidt til højrebenet, når man sådan tænker over det: at lave klodser med knopper om til klodser med braille-skrift.

Ikke desto mindre er det nu en realitet fra LEGO Koncernen og LEGO Fonden at hjælpe blinde og synshandicappede børn med at lære gennem leg ved hjælp af LEGO-klodser.

Konceptet bag LEGO Braille Bricks blev først foreslået til LEGO Fonden i 2011 af Dansk Blindesamfund og igen i 2017 af den brasilianske Dorina Nowill Foundation for the Blind. Det er siden blevet videreudviklet i tæt samarbejde mellem blindeforeninger i Danmark, Brasilien, Storbritannien og Norge, og de første prototyper bliver lige nu koncepttestet i de samme lande.

For det er faktisk stadigt færre børn der lærer at læse blindeskrift, fordi der er så mange lydbøger og computerprogrammer tilgængelige, der kan hjælpe med at få læst tekster højt. Og det er et problem, mener Den Europæiske Blinde Union, fordi man ved at blindskriftsbrugere ofte er mere selvstændige, har et højere uddannelsesniveau og bedre beskæftigelsesmuligheder.

– Vi er overbeviste om, at LEGO Braille Bricks kan bidrage til at øge interessen for at lære blindskrift, så vi er begejstrede for, at LEGO Fonden gør det muligt at videreudvikle dette koncept og bringe det til børn rundt om i verden, siger Philippe Chazal fra Den Europæiske Blinde Union.

LEGO Braille Bricks bliver støbt med samme antal knopper, der bruges til individuelle bogstaver og tal i blindskriftsalfabetet, mens de forbliver fuldt kompatible med LEGO System i Leg. De kan med andre ord bygges sammen med almindelige LEGO klodser.

Hver klods har påtrykt det konkrete bogstav eller tal, således at lærere, elever og familiemedlemmer kan interagere på lige vilkår. Denne geniale kombination tilfører en helt ny og legende tilgang til at gøre blinde og synshandicappede børn interesseret i at lære punktskrift, så de kan udvikle en bred vifte af færdigheder, der er nødvendig for at trives og lykkes i en tempofyldt verden.