LEGO er tilbage i vækst

Administrerende direktør i LEGO Koncernen, Niels B. Christiansen, præsenterer årets regnskab.


Det kan godt være at legetøjsmarkedet som sådan oplever udfordringer i disse år, men det kravler LEGO lige så stille udenom.

I det netop offentliggjorte regnskab steg omsætningen i LEGO med fire procent, så der sidste år blev omsat for 36,4 mia kroner.

Det ender med et overskud efter skat på 8 mia kroner – en stigning på 3,5 pct i forhold til året før.

– Vi havde sat ét mål for 2018: at stabilisere forretningen. Vi er tilfredse med at have nået målet og i tillæg levere moderat
vækst både på top- og bundlinje, siger administrerende direktør i LEGO, Niels B. Christiansen.

Han og resten af ledelsen glæder sig især over fremgangen i en tid, hvor legetøjsbranchen er udfordret og hvor flere detailhandlere – såsom Toys R Us – har måttet lukke i 2018.