LEGO House åbner for gæster 22. juni

Foto: LEGO House


Fra 22. juni vil LEGO House igen summe af liv og glade gæster, men genåbningen vil ske gradvis og kontrolleret med et begrænset antal gæster hver dag.

– I LEGO House er vi i sagens natur vilde med at bygge med LEGO klodser, og hos os rører man ved mange LEGO klodser under et besøg. Derfor har det været meget vigtigt for os først at åbne, når vi selv vurderede, at vi kan tilbyde en tryg oplevelse i LEGO House – og det kan vi nu. Vi har nogle meget gennemtænkte løsninger, som gør, at vores gæster kan lege og have det sjovt – men samtidig passe på sig selv og hinanden, siger administrerende direktør i LEGO House, Jesper Vilstrup.

Fremover skal alle gæster – også årskortholdere – købe billet online, så adgangen kan styres helt stramt. LEGO House sætter et loft på antallet af gæster, ligesom ensretning og plexiglas er blevet den nye hverdag.

Et andet stort tiltag er at huset har indført 72 timers karantæne for alle LEGO klodser. Det vil sige at alle klodskar tømmes og rengøres hver dag, inden de fyldes med LEGO klodser, som har været i 72 timers karantæne.

– Mange af vores nye tiltag er naturligvis med fokus på hygiejne. Vi har vores eget dedikerede rengøringsteam, som sørger for fast rengøring af huset både i og uden for åbningstiderne. Hver morgen mellem kl. 6 og 10 bliver huset hoveddesinficeret. Derudover aftørres alle flader gennem hele dagen. Vi stræber efter at have de højeste rengøringsstandarter og har intensiveret rengøringen drastisk – blandt andet med brug af et desinfektionsmiddel godkendt af Statens Serum Institut, siger Jesper Vilstrup i en pressemeddelelse.

Derudover er der opsat adskillige håndspritdispensere i hele huset, hvor gæsterne opfordres til at praktisere god adfærd og god egenhåndhygiejne.