LEGO House rejsegilde bliver en fest for borgerne


Billunds butikker arbejder sammen med LEGO House om at gøre LEGO House rejsegildet torsdag den 8. oktober til en festdag for hele byen.

Således har 11 udvalgte butikker påtaget sig opgaven med at sælge billetter til rejsegildet.

– Vi har sagt ja tak til at sælge billetter til rejsegildet, fordi det er en rigtig god chance for os til at være med til at fejre LEGO House. Samtidig vil vi også gerne bidrage til at gøre rejsegildet til en fest for alle i Billund. Derfor flager vi i hele byen, laver boder med mad og drikke og holder åbent i butikkerne til kl. 19, så alle også kan gøre en god handel, siger indehaver af Beth Baun, Lisbeth Baungaard, der også er en af tovholderne i Handelsforeningens samarbejde med LEGO House.

Rejsegildet foregår som et åbent hus-arrangement mellem klokken 13 og 19 på pladsen foran den Jyske Sparekasse. Ud over adgang til byggepladsen vil der være LEGO byggeaktiviteter og udsmykning udført af voksne LEGO fans. Selv om arbejdet på byggepladsen stoppes denne dag, kan deltagerne ikke bare færdes frit på byggepladsen. Derfor lukkes gæsterne af sikkerhedsmæssige grunde ind i hold, og der kan derfor forventes kø.

– Vi er utroligt glade for samarbejdet med byens butikker og glæder os over, at de vil være med til at gøre rejsegildet til en fest for byen. Det er vores håb og ønske, at vi også frem over kan gå sammen med butikkerne og andre aktører i Børnenes Hovedstad om events og oplevelser, siger Jesper Vilstrup, der er General Manager for LEGO House.

Billet til LEGO House rejsegildet koster 20 kroner per deltager over 3 år og kan købes hos 11 udvalgte butikker i Billund: GF Forsikring, Frisør Lyhne, Smykkehjertet, Billund Bageri, Beth Baun, Imerco, Refborg, Sportsmaster, Mr. Ebbe, Shell og SuperBrugsen. Salget starter på onsdag den 16. september og man kan højst købe fem billetter. Billetten giver adgang til byggepladsen samt røde pølser med brød og en rød sodavand. Sammen med hver billet udleveres en værdikupon, der er 20 kroner værd. Værdikuponen kan indløses i Billund Handelsforenings medlemsbutikker.