LEGO når miljømål fem år før tid

Foto: Billund Photo


I 2015 meddelte LEGO Koncernen at man senest i 2030 ville være klar med 100 pct bæredygtige klodser og indpakningsmateriale. Men nu er Billund-virksomheden så langt fremme med udviklingen af de bæredygtige materialer, at målet om 100 pct indpakningsmateriale vil kunne nåes allerede i 2025.

I dag udgør genbrugspap og -papir langt den største del af indpakningen af LEGO-klodser, men nu vil LEGO tage skridtet videre og sørge for, at også plasticposerne i æsken er lavet af bæredygtigt materiale.

– Brugen af bæredygtigt materiale er en vigtig del af vores Planet Promise. Ved at tydeliggøre vores ambition om bæredygtigt indpakning, så accepterer vi også det nødvendige i snart at finde bedre indpakningsløsninger. Vi har gjort store fremskridt på området de sidste tre år, og der er stadig meget arbejde at gøre, siger Tim Brooks, der er Vice President hos Environmental Responsibility i LEGO Koncernen.

Allerede i år kommer de første LEGO-æsker på gaden indeholdende biologisk nedbrydelige klodser.