LEGO og KIRKBI snart klar med 40 medarbejderboliger

Set fra Ole Kirks Vej. Illustration: KIRKBI


70 inviterede gæster var i dag med til rejsegildet på det nye lejlighedskompleks i på den gamle brandstationsgrund på Ole Kirks Vej i Billund. De nye lejligheder kan benyttes af medarbejdere i LEGO Koncernen og KIRKBI A/S, som mangler et hjem i Billund for en kortere eller længere periode.

– LEGO Koncernen har i dag allerede medarbejderboliger i Billund, og vi oplever en stærk voksende efterspørgsel efter flere lejligheder. Med de nye medarbejderboliger på Ole Kirks Vej kan vi fortsat støtte aktivt op om de kollegaer der flytter til Danmark og Billund, forklarer Preben Elnef, Global Facility chef for LEGO Koncernen.

Medarbejderboligerne, der er fordelt i tre bygninger med 2, 3, og 4 etager, er opført som lavenergibyggeri:

– Det har været tænkt ind i projektet fra start, at bygningerne skal være bæredygtige og tilføje et grønt element til midtbyen. Derfor er de tre bygninger opført som lavenergibyggeri. Derudover består tagene af grøn beplantning, der sikrer, at op imod 50 pct. af nedbøren på taget ikke sendes ned i kloakken. På denne måde belaster de nye boliger kloaksystemet i Billund mindst muligt, forklarer global ejendomschef i KIRKBI, Steen Pedersen.

Lejlighederne har været en del af Byvisionen for Billund fra starten:

– Vi har alle en fælles interesse i at udvikle byen til at blive et mere levende og socialt sted at bo. De nye lejligheder vil bringe flere grønne elementer, mere liv og aktivitet til midtbyen – hermed også skabe en fortætning af midtbyen, som det er beskrevet i Byvisionen, siger Steen Pedersen.

De første beboere ventes at flytte ind i lejlighederne på Ole Kirks Vej til august.

Sådan ser illustrationen af de nye boliger ud set fra det grønne område. Foto: KIRKBI