LEGO stadig i top på RepTrak100-liste

Arkivfoto: LEGO.com


For ottende år i træk opnår LEGO Koncernen en plads i top 10 i Reputation Institutes årlige RepTrak100 undersøgelse og fastholder samtidig sin placering som nummer to. Dermed er LEGO stadig den næstmest anerkendte virksomhed i verden, hvad angår omdømme.

– Det gør mig på samme tid glad og ydmyg, at folk bedømmer os så positivt. Det afspejler det unikke ved LEGO ideen, og ikke mindst det engagement, vores medarbejdere udviser hver dag for at bringe LEGO leg ud til børn i hele verden. Det er en ære at opleve den store passion for vores brand fra LEGO fans i alle aldre, siger adm. direktør i LEGO Koncernen, Niels B. Christiansen, om resultatet.

For ham er lige præcis denne undersøgelse noget helt særligt:

– Det, der gør denne undersøgelse særlig vigtig, er det, der ligger bag: At børn og forældre i hele verden forstår og anerkender, at vi ønsker at sætte et positivt aftryk på verden til gavn for fremtidige generationer – og levere legeoplevelser, der er med til at udvikle de kompetencer, der er brug for i fremtiden, siger Niels B. Christiansen.

Top 10 2018:

  1. ROLEX
  2. LEGO Group
  3. Google
  4. Canon
  5. The Walt Disney Company
  6. Sony
  7. Adidas
  8. Robert Bosch
  9. BMW Group
  10. Microsoft