LEGOLAND fylder 50 år

Åbningen af LEGOLAND den 7. juni 1968


Torsdag den 7. juni er det præcis 50 år siden, at LEGOLAND åbnede dørene for første gang. Den runde fødselsdag markeres i hele juni måned, hvor det bliver skudt i gang med en stor fødselsdagskoncert den 2. juni og en hyggelig fejring om eftermiddagen på selve dagen den 7. juni.

Stor fødselsdagskoncert lørdag den 2. juni

Lørdag den 2. juni lyder startskuddet til fejringen af LEGOLAND, når parken byder velkommen til fødselsdagskoncert med en række af børnenes favoritter. Albert Dyrlund, Bastian, Joey Moe, Mika & Tobias, Sigurd Barrett, Hr. Skæg og Onkel Reje lægger alle vejen forbi og garanterer en fantastisk kickstart på festlighederne.

Fødselsdagsfejring torsdag den 7. juni

LEGOLAND fejrer også den runde fødselsdag på dagen den 7. juni, hvor Kjeld Kirk Kristiansen vil deltage ved festlighederne, og børnene fra de lokale skoler i Billund er inviteret med til at fejre den runde fødselsdag.

– Vi glæder os rigtig meget til at fejre LEGOLAND parkens 50 års fødselsdag sammen med vores gæster. Både til fødselsdagskoncerten den 2. juni og på selve dagen, hvor vi fejrer de 50 år med en klassisk fødselsdag, siger Christian Woller, direktør i LEGOLAND.

Fødselsdagsmåneden afsluttes med et verdensrekordforsøg, når LEGOLAND sammen med gæsterne forsøger at bygge verdens højeste LEGO tårn på pladsen foran LEGOLAND.