LEGOLAND: Unge har brug for job – og vi har brug for dem

Bente Noringriis er HR-chef i LEGOLAND Billund. PR-foto


Der breder sig en tendens blandt danske forældre med, at de betaler deres unge for ikke at tage et arbejde. Det er fornemmelsen hos HR-chef i LEGOLAND i Billund, Bente Noringriis.

– Jeg har ikke konkrete eksempler, men det er mit indtryk efter adskillige samtaler både i privat regi og i HR-kredse, siger Bente Noringriis.

Og det er på flere måder en skam, hvis den tendens breder sig, mener hun. For steder som LEGOLAND har brug for de unge, og de unge har brug for at få nogle jobs på cv’et før de kan få et studiejob eller arbejde, når de er flyttet hjemmefra. Et tomt cv giver nemlig ikke ligefrem plusser hos en kommende arbejdsgiver.

– Det giver ikke bare en løn at arbejde et sted som eksempelvis LEGOLAND. Her oplever de unge også at være en del af et fællesskab, at få mulighed for at tage ansvar og for at have gode relationer, siger Bente Noringriis.

Meldingen fra HR-chefen kommer få dage før LEGOLANDs årlige Jobdag, der finder sted på lørdag fra kl. 10-16 på Hotel LEGOLAND. Men her har det også været nødvendigt at holde forældrene væk fra de unge, mens de undersøger mulighederne for at få job.

– Her har det faktisk været nødvendigt for os at lave en forældreparkering, hvor de voksne kan få en kop kaffe, mens vi taler med de unge. Så kan vi nemmere høre deres ønsker og interesser, så de kan få et godt, meningsfuldt og sjovt job hos os, siger Bente Noringriis.

Hendes opfordring er derfor ganske klar:

– Lad nu de unge få lov at tage et fritidsjob, så de kan få en god start på arbejdsmarkedet.