Ligabrag i Billund – og to showkampe med lokale spillere

Foto: Kira Lykke Reher


I morgen eftermiddag er der lidt anderledes fodbold end ellers på Billund Stadion. Her mødes Vejle Boldklub og FCM i U19-ligaen i fodbold.

Men hvorfor spiller de to mandskaber så i Billund i stedet for hjemme hos sig selv? Det er såmænd for at markere at der er kommet nyt stadionlys ved Billund Idrætscenter.

Og det er kvalitetsfodbold der venter publikum i og med de to U19-ligamandskaber har flere U19-landsholdspillere i trupperne.

Forud for lørdagens kamp mellem VB og FCM kl. 16 spiller Billunds U14 drenge kamp på stadion, ligesom der på den nærliggende kunstbane også vil blive spillet flere kampe.

Efter kampen spilles der klokken 19 showkamp på stadion, hvor Billunds gamle jyllandsseriehold har fundet støvlerne frem fra skabet og stiller op til kamp mod Grindsted. Det bliver dog kun en kort kamp, inden der kl. 20 afvikles endnu en showkamp når Billund IF Oldboys møder Billunds Serie 5-hold.