Lokal mand skrabte sig til topgevinst

Foto: penge.dk


En mand sidst i 40’erne. Det er alt Danske Spil vil fortælle om en mand fra Billund Kommune, der via nettet netop har skrabet sig til den store gevinst i spillet 7-9-13. Han kan nu se frem til 10.000 kroner skattefrit hver måned i de næste 10 år.

– Jeg sad bare i sofaen og spillede lidt bingo og vandt lidt der. Så prøvede jeg Quick 7-9-13 og trykkede autoskrab, og så kom det frem, at jeg havde vundet, siger den heldige vinder til Danske Spil.

Han har ikke tænkt sig at bruge hele gevinsten med det samme, men har et par ideer til, hvad pengene kan bruges på:

– Jeg synes ikke, jeg har brug for så meget, men jeg skal købe en ny sofa, og så skal opvaskemaskinen skiftes ud. Den holder nok ikke meget længere. Og så vil jeg betale lidt af på lån og spare resten op, siger den beskedne vinder fra et sted i Billund Kommune.