Lokal MF’er advarer mod besparelser

Troels Ravn med en masse elever fra TronsøSkolen og skoleleder Toni Hessner. Privatfoto


Det socialdemokratiske folketingsmedlem, Troels Ravn, der er valgt i Billund-Vejen-kredsen er bekymret for de besparelser som Venstre-regeringen har gennemført i forhold til De Frie Fagskoler – som eksempelvis TronsøSkolen i Grindsted.

Her var politikeren forleden på besøg for at få et indblik i, hvordan TronsøSkolen som en erhvervsrettet og praktisk kostskole ruster eleverne til ungdomsuddannelse og arbejdsmarked.

-Det er tydeligt, at TronsøSkolen gør det rigtig godt. Eleverne får uddannelse og kompetencer, som i høj grad giver faglig stolthed og livskvalitet. Som ung her på skolen lærer du at mestre dit eget liv, og du får et perspektiv på din tilværelse og fremtid, som har kolossal betydning og værdi senere i livet, fortæller Troels Ravn (S).

Han ser det som meget værdifuldt at TronsøSkolen giver undervisningen nogle praktiske vinkler på de forskellige tilbud:

-Et enigt Folketing vedtog i 2014 en ny lovgivning for de Frie Fagskoler med lovkrav om undervisning i erhvervsrettede og praktiske fag. Dette harmonerer ikke med, at Venstre-regeringen på finansloven for 2016 har besparet fagskolerne med 20 %, og regeringen planlægger endda yderligere besparelser i 2017, siger Troels Ravn (S).

Han ser De Frie Fagskoler som et vigtigt tilbud til en gruppe af unge mennesker, som ofte har brug for en lidt længere tænkepause – og et lille skub i den rigtige retning for at få kompetencer og færdigheder, og for at komme i gang med en egentlig uddannelse.

– Kombinationen af kostskole og erhvervsuddannelse er en rigtig god idé, og politisk er vi enige om, at alle unge mennesker skal have en uddannelse. Derfor skal vi også sørge for, at der er gode uddannelser til alle. Set i det lys, er jeg meget kritisk over for, at regeringen vælger at skære på uddannelsesområdet og så massivt rammer en lille skoleform som De Fri Fagskoler, siger Troels Ravn, der vil tage problematikken med hjem på Christiansborg.