Lokale ældre skal få bestilt tid til vaccination


Alle personer på 85 år eller derover i Billund Kommune har nu modtaget tilbuddet om at blive vaccineret mod COVID-19.

I konkrete tal er der tale om cirka 640 personer, som enten i e-Boks eller i postkassen har modtaget et brev med indkaldelsen.

Samtidig er der i øjeblikket masser af ledige vaccinationstider på de forskellige vaccinationscentre. For eksempel kan man stadig finde ledige tider både torsdag, fredag, lørdag og søndag – og vaccinationsstederne er åbne fra klokken 7 til 22.

– Alle +85-årige har nu fået brev med tilbuddet om at bestille til vaccination. Vi kan dog se, at der er mange ledige vaccinationstider lige nu. Derfor vil vi gerne opfordre alle til at hjælpe deres pårørende, naboer eller venner med at bestille tid og hjælpe med at blive transporteret, siger chef for Voksenstøtteområdet, Pia Mejborn.

Som udgangspunkt skal man selv transportere sig til vaccinationscentret. Er det ikke muligt at transportere sig til vaccinationsstedet ved egen hjælp f.eks. fra flextur eller med hjælp fra pårørende, fordi man har en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan man få hjælp hos kommunen. Her kan man ringe til sundhedsafdelingen på telefon 72 34 80 00 alle hverdage mellem 8.15-11.30.