Lokale iværksættere øger trafiksikkerheden

Casper Højrup Hansen (tv) og Jesse Chatham Spencer har lavet en app der øger trafiksikkerheden ret så betragteligt.


Stadig flere og flere checker mobilen under kørsel. Det er rigtig farligt og skaber mange forfærdelige ulykker. Netop det problem vil to unge iværksættere fra Grindsted forsøge at rette op på med deres nye app, NotifyMe.

– Flere og flere tjekker deres mobil under kørslen og vi må jo bare indse at det er farligt. Rådet for Sikker trafik fortæller os jo ganske klart at vi kører ret mange meter i blinde, mens vi har øjnene på telefonen i stedet for på vejen, siger 20-årige Casper Højrup Hansen – den ene af de to iværksættere. Men faktisk var det vennen, Jessie Chatham Spencer på 19 år, der fik ideen til app’en, da han i forbindelse med jobbet som landpost opdagede behovet for NotifyMe.

– Det fungerer på den måde at man aktiverer app’en og når der så indløber en notifikation fra en af de apps, du har på telefonen, så læser en stemme selve notifikationen op – enten via telefonens højttalere, headset eller bluetooth-systemet i bilen. Det vælger man selv i app’en, forklarer Jesse Chatham Spencer.

App’en kan også anvendes andre steder end under kørsel.

– Man kan bruge den i mange forskellige situationer. Eksempelvis når man træner, løber, cykler eller når man er ude og ordne haven. Generelt i situationer hvor man ikke har mulighed for at tjekke telefonen, forklarer de to iværksættere, der mødte hinanden på Vestre Skole og siden da har fulgtes på HTX i Grindsted. Nu gælder det udviklingen af apps, for at se hvor langt talentet rækker.