Lucia-optog er en del af læreplanen


For første gang har dagplejerne i Billund by forsøgt sig med Lucia-optog på Billund Plejecenter. Først og fremmest for at give både børnene og beboerne på plejecentret en dejlig og hjertevarm oplevelse, men der er også en anden bagtanke med det nye tiltag:

– I vores dagligdag arbejder vi med de 6 læreplanstemaer og faktisk kommer vi omkring flere af dem med Lucia-optoget; blandt andet ”Kulturelle udtryksformer og værdier” og ”sprog”, da vi synger og lytter til musik og giver børnene kendskab til traditioner og højtider. Vi styrker også de ”sociale kompetencer” når vi er sammen med mange andre børn, voksne og ældre, fortæller dagplejer Mie Engelbrecht Lund.

Ifølge hende er relationen til nærmiljøet også vigtigt for arbejdet med børnene:

– Når vi besøger skoler, børnehaver, kirken, rideskolen, biblioteket, teateret, idrætscentret og nu altså også plejecentret, udvikler vi stille og roligt børnenes forståelse for hvad der foregår i verden omkring dem, forklarer Mie Engelbrecht Lund, der sammen med de øvrige dagplejere i Billund havde taget børnene med i optoget tirsdag formiddag. Til stor glæde for plejecentrets beboere og personale, der nød synet af de mange hvidklædte børn.