Lufthavnen forventer travlhed i denne weekend


Den kommende weekend bliver en af de mest travle i Billund Lufthavn. Flere end 40.000 passagerer skal igennem lufthavnen fredag, lørdag og søndag fordelt på 370 flyankomster og -afgange.

– Vi forventer at vores højsæson peaker her i weekenden, for indtil nu i juli har vi set en lille fremgang i antallet af afrejsende passsagerer, men vi ved endnu ikke hvordan tropevejret i Danmark påvirker trafikken i denne weekend, siger marketingschef i Billund Lufthavn, Jesper Klausholm til BillundOnline.

Indtil nu har de mest travle dage faktisk været om torsdagen:

– Det falder sammen med hvornår charteroperatørerne har lagt deres afgange sammen med lavprisafgangene, og det har så været torsdag i år, hvor det var tirsdag sidste år, siger Jesper Klausholm.

Han opfordrer de der skal afsted fra Billund Lufthavn her i sommerferien til at tjekke travlheds-barometeret på lufthavnens hjemmeside og har så i øvrigt tre gode råd til rejsende:

  • Book parkeringen inden du kommer til lufthavnen – det er billigere og du er sikker på en plads
  • Tjek ind hjemmefra og udskriv boardingkortet – det kan gøres 24 timer før afgang på lufthavnens hjemmeside
  • Kom i god tid og tænk på at ferien begynder hjemmefra