Lufthavnsdirektør: Foråret lader vente på sig


Vejret i april har været som vejret i april nu en gang er – skiftende!

Sådan har det også været med de rejsende gennem Billund Lufthavn. I alt gik 223.900 passagerer gennem terminalen i april måned. Det er et fald på 3.716 passagerer svarende til 1,6 % i forhold til 2014. Tendenserne i april har været de samme som gennem de seneste mange måneder.

166.790 passagerer benyttede udenrigsruterne, hvilket er 6.774 flere end året før; en stigning på 4,2 %.

– Det er igen netværksselskaberne, der står for væksten, herunder de nyeste Czech Airlines og Brussels Airlines, siger Kjeld Zacho Jørgensen. Men også KLM, Lufthansa, SAS og Turkish Airlines har oplevet vækst. Ruteåbningen til Berlin med airberlin har givet passagerer til denne destination, mens Ryanair oplever et faldende antal passagerer som følge af færre ruter i sommerprogrammet i forhold til 2014.

Indenrigsruten til København har stort set samme antal passagerer som i 2014, så der er tilsyneladende et stabilt antal rejsende, når der flyves med samme frekvenser. I alt benyttede 9.935 passagerer ruten.

Som det er fremgået flere steder i dagspressen, de seneste uger, oplevede charterbranchen en meget hård konkurrence i 2014 med for mange udbudte sæder.

Det har resulteret i et færre antal sæder i 2015, og derfor ser vi også et fald i passagertallet, udtaler Kjeld Zacho Jørgensen. I alt rejste 46.311 med charterselskaberne, hvilket er et fald på 10.366 passagerer. Det er naturligvis altid ærgerligt at opleve et fald i et af lufthavnens passagersegmenter, men samtidig er det fuldt forståeligt, at rejsebureauerne reagerer.

Det er endnu for tidligt at sige noget sikkert om, hvordan sommertrafikken bliver – det afhænger i høj grad af vejret i sommeren, der kommer.

Cargo Center Billund oplevede et mindre fald i godsmængderne med 0,9 %. Det blev til 5.242 tons luftfragt, 50 tons mindre end i april 2014. Det er fortsat fald i importen, der gør udslaget, mens eksporten holder stigningen, vi har set gennem efterhånden mange måneder, så opsvinget lader stadig vente lidt på sig.

Ustabilt vejr og svingninger i passagertallene – en rigtig april måned.

Billund Lufthavn statistik april 2015