Lukning af tunnel kan koste kastanjetræet livet


Når cykel- og gangtunnellen under Grindstedvej i Billund lukker – formentlig til efteråret – skal der findes en ny trafiksikker måde, som de bløde trafikanter kan krydse vejen på. Lige nu arbejder lokalpolitikerne med flere mulige løsninger: enten en forbedring eller ombygning af Kastanjerundkørslen, eller at lave rundkørslen til et lyskryds. Vælges sidstnævnte løsning, er der selvsagt ikke plads til et stort kastanjetræ i midten.

Derudover skal det undersøges om der kan etableres en stibro over Grindstedvej og hvad sådan én kan løbe op i.

– Selve tunnelen har været en sikker forbindelse i forhold til at krydse Grindstedvej, men mange cyklende og gående vælger rundkørslen og da antallet af cyklende og gående samt trafikmængden i Billund forventes fortsat at stige, er der politisk enighed i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget om, at det er vigtigt at få sikret overgangen i rundkørslen, lyder det i en pressemeddelelse fra Billund kommune.

Samtidig har udvalgene ønsket, at der skal holdes et borgermøde efter sommerferien, hvor målet et at få input til hvordan en trafiksikker løsning i den nuværende rundkørsel kan etableres inden der træffes politisk beslutning.

Sådan ser Kastanjerundkørslen ud – uden det store kastanjetræ. Fotomanipulation: Jeppe Donslund