Mads Helbo bliver Venstre-mand


Efter en periode som løsgænger har Mads Søbye Helbo valgt at melde sig ind i Venstre. Han bliver dermed en del af Venstres byrådsgruppe.

– Min grundholdning har altid været liberal. Som Radikal tilhørte jeg den blå del af partiet, og nu må jeg konstatere, at mit politiske ståsted har flyttet sig i en grad, så medlemskab af Venstre føles som det rigtige, siger Mads Helbo i en kommentar til indmeldelsen i Venstre.

– Lokalpolitisk ser jeg frem til at blive en del af en større byrådsgruppe med mange gode kræfter og et aktivt bagland. Mine andre kolleger i byrådet vil ikke opleve et stilskifte fra min side – samtalerne på tværs er uhyre vigtige for mig, så jeg vil blive skuffet, hvis telefonen pludselig holder op med at ringe, lyder det fra Mads Søbye Helbo

Og i Venstres byrådsgruppe er der stor glæde over den ekstra mand i partiet:

– Det er med stor glæde, vi byder Mads Søbye Helbo velkommen i Venstres byrådsgruppe! Vi kender i forvejen Mads som én, der har et stort hjerte for Billund Kommune og som er præget af både grundighed og saglighed i sin politiske tilgang. Mads er på den måde et stort aktiv, og vi ser derfor meget frem til at få et tættere samarbejde med ham i vores gruppe, siger Venstres gruppeformand Peter Hjorth Fredensborg.

Dermed færdiggør Mads Søbye Helbo byrådsperioden for Venstre, som han håber på at kunne få en plads hos ved efterårets kommunalvalg:

– Forhåbentlig kan jeg også finde en plads på Venstres forventeligt stærke kandidatliste frem mod kommunalvalget 2021. Jeg vil i hvert fald gøre mit bedste for at overbevise Venstres kandidatudvalg om min egnethed, siger Mads Helbo.

Også Venstres borgmesterkandidat Stephanie Storbank byder Mads Søbye Helbo velkommen i Venstres byrådsgruppe:

– Efter at have arbejdet sammen med Mads Søbye Helbo i mere end tre år i Unge- og Kulturudvalget, kan jeg ikke andet end glædes over at Mads har lyst til at være en del af Venstres hold både nu og ikke mindst til kommunalvalget. Jeg kender Mads som en yderst kompetent og arbejdsom politiker og jeg er sikker på, at han kan være med til at understøtte at Venstre lykkes med vores visioner for Billund Kommune, siger Stephanie Storbank.