– Man bliver glad i låget af sæbebobler

Der bliver gang i bobleblæsningen fredag den 27. maj på plænen bag Billund Centret. Fra venstre Nichole Peterson og hendes datter Caroline (i midten) og til højre Raimonda Kulikauskiene.


Raimonda Kulikauskiene har meldt sig i gruppen af kreative internationale sjæle, der som de andre bare ønsker at skabe aktiviteter til glæde og gavn for borgerne i Billund. Derfor har hun sammen med Nichole Peterson besluttet sig for at arrangere Bubbles Day – et fænomen fra Raimondas hjemland, Litauen:

– I Litauen var der flere gange i løbet af sommeren Bubbles Day på samme tid i flere byer i området. Jeg tænkte det kunne være værd at prøve ideen af her i Billund, siger hun. Og som altid var Nichole Peterson med på at prøve noget nyt og dermed også at stable en begivenhed på benene.

De er begge to glade for de grønne områder omkring Centret så derfor var det naturligt at lægge arrangementet her. De håber på at så mange som muligt vil smutte ned forbi et af supermarkederne i byen og købe nogle sæbebobler og være med til at lave flere tusinde bobler på Bubbles Day.

– Man bliver glad i låget af sæbebobler, griner Raimonda Kulikauskiene.

Bubble Day finder sted fredag den 27. maj fra kl. 15.30. Læs mere her.