Masser af tilskuere til veteranbilauktion

Foto: Jeppe Donslund


På forhånd var søndagens veteranbilauktion ved Byens Fest i Billund udråbt til at være en succes. Arrangørerne havde håbet at få 40 biler under hammeren, men til sidst stod mere end 85 biler klar til at finde ny ejer.

Det blev dog langt fra tilfældet idet flere biler kørte fra amfi-scenen i Billund Anlæg igen uden at være blevet budt mindsteprisen. Men interessen fra publikum var stor for bare at opleve auktionen.

Ifølge arrangør Lynge Søndergaard-Jørgensen blev der handlet i omegnen af 35 biler, og det samlede salg lå på henved 1,5 mio kroner.

Et af køretøjerne var doneret til salg til fordel for Scleroseforeningen og kombineret med de indkomne penge i indsamlingsbøssen endte det med 19.325 kroner til det velgørende formål.