Medarbejderstaben udvidet hos Tvis

Den nye medarbejder, Martin Friis, er kommet godt fra land i sit nye job. Privatfoto


Der er nu så godt gang i opsvinget – også lokalt – at Tvis Køkkencenter i Grindsted udvider medarbejderstaben. Hidtil har Tina Mølby og Flemming Elbæk som indehaverne været eneste ansatte på stedet. Fra årsskiftet overtog Tina Mølby dog hele butikken, men Flemming Elbæk bliver på stedet som almindelig ansat. De gode tider gør imidlertid, at det er nødvendigt med flere hænder:

– Vi har i længere tid mærket et opsving i købelysten hos private. Vi bor i et område, hvor der stadig står mange køkkener, badeværelser og garderober af ældre dato. Folk er ved at være klar til at lave udskiftningen nu, efter mange års tilbageholdenhed. På erhvervssiden kan vi også mærke kraftig øget aktivitet blandt vore håndværkere. Blandt andet nye huse og projekter, forklarer Tina Mølby om baggrunden for at ansætte endnu en medarbejder.

Den nye ekspedient er Martin Friis, der er klædt rigtig godt på til opgaven i butikken, idet han er uddannet tømrer og har en omfattende erfaring med monteringen af netop Tvis Køkkener.