Michael Li’glad kæmper for at blive klar til Grand Prix

Michael Liglad Jepsen Jensen modtog løbende behandling under onsdagens hjemmematch mod Region Varde. Foto: foto7200


Grindsteds speedway-stjerne Michael “Liglad” Jepsen Jensen kæmper i disse timer for at blive klar til lørdagens speedway grandprix i polske Gorzow. Den unge kører slog nakken ved et styrt i onsdagens hjemmebanematch.

– Michael falder ind i airfence og da den skubber ham ud igen, bliver han ramt i hovedet af sin egen maskine med så stor en kraft, at hjelmen flækker, forklarer kørerens far Jan Jepsen Jensen.

Selvom det lykkedes Michael Jepsen Jensen at deltage i omstarten og endda komme ind på en andenplads i heatet, måtte han efterfølgenden til behandling hos samaritterne. Til al held var en af holdets sponsorer, en fysiotereapeut, til stedet ved matchen og han undersøgte med det samme kørerens nakke.

– Han kunne fortælle, at det var en muskel der var spændt og et led, der var skubbet skæv, hvorefter han begyndte at behandle Michael. Emmy fra EML Helse i Grindsted, har hele sæsonen stået ved Michaels side i ryttergården i Grindsted, var netop denne aften ikke til stede. Men da hun modtog beskeden lige efter Michaels styrt om at han havde ondt, smed hun alt hun havde i hænderne og 10 min efter stod hun igen hos Michael, forklarer Jan Jepsen Jensen.

Siden onsdag aften har Michael Jepsen Jensen været i gentagne behandlinger, og håbet er at han bliver klar til at køre lørdagens Grand Prix i Polen.

Grindsted-køreren ligger lige nu nummer 9 i grand prix-serien med 54 point.