Med en søster der er udviklingshæmmet har 40-årige Mie Engelbrecht Lund fra Billund en naturlig interesse for udviklingshæmmedes ve og vel. Igennem nogle år har hun én gang i ugen gennem den lokale gymnastikforening haft et motionshold for udviklingshæmmede, The Feel Good Way. Nu går den kommunalt ansatte dagplejer et skridt videre og vil nu lære de udviklingshæmmede at lave deres egen mad.
– Det her skal ses som en protest mod de nedskæringer der har været på området de senere år, hvor der skæres flere og flere pædagogtimer væk fra de udviklingshæmmedes bofællesskaber. Nu er der ikke længere timer til, at beboerne kan lave mad sammen med en pædagog og spise deres hjemmelavede mad sammen. I stedet får de leveret færdiglavet mad ligesom de ældre – og så ender det i de flestes tilfælde med “tv-dinner” på værelset, og det er en sørgelig udvikling, mener Mie Engelbrecht Lund.
Ifølge hende er madlavning ikke bare et basalt behov for at få noget mad, men det er også noget socialt.
– Madlavning er familietradition og hygge – og ikke mindst et spørgsmål om selvstændiggørelse af den udviklingshæmmede. For hvis de guides en smule, kan de sagtens lave mad. Hvis ikke en pædagog hjælper dem, så ender de med at købe færdiglavet mad, når familien skal komme på besøg, forklarer Mie Engelbrecht Lund.
Derfor er hun sammen med Signe Naessing – der også skabte The Feel God Way – sprunget ud i projektet Moccazine, der har til formål at skabe en app, som kan lære de udviklingshæmmede selv at lave mad.
– Det bliver helt basalt, så de kan være med. Såsom “nu vasker vi hænder”, “nu skærer vi et løg i tern sådan her” og viser hvordan der skal mel i frikadellefarsen, fortæller Mie Engelbrecht Lund, der skal være madunderviseren i Moccazine.
Sammen med en gruppe udviklingshæmmede fra søsterens bofællesskab i Vorbasse har Moccazine haft en prøvetime på projektet på BillundSkolen.
– Vi havde en super god dag, hvor deltagerne lavede sund, nærende dansk mad. En af beboerne, som ellers ikke er meget for selv at lave mad, satte sig ved bordet efterfølgende og proklamerede at “dét her, ville han godt betale for at være med til”. Så dér vidste vi, at vi var inde på noget af det rigtige, griner Mie Engelbrecht Lund.
Hele hendes mål for mad-projektet er ganske klar:
– Jeg vil så gerne have, at min søster kan ringe og sige: “kommer I og spiser hos mig? Jeg har selv lavet mad”. Det vil være så stort for hende – og for mig, siger Mie Engelbrecht Lund.
