Tove Christensen, tidligere fællestillidsrepræsentant og medlem af bestyrelsen gennem mange år i LEGO virksomheden, døde den 1. juni 2022.

Familien mangler nu den ældste, der kunne fortælle interessante, morsomme – og hjerteskærende historier.

Mange har mødt Tove og vil altid mindes hende som et trofast og viljestærkt menneske. Hun var hjælpsom, arbejdsom og havde et stort hjerte for børn i ind- og udland. Hun overkom så meget.

Her på egnen huskes Tove nok især som tillidsrepræsentant og derefter fællestillidsrepræsentant i LEGO virksomheden, med plads i virksomhedens bestyrelse. Senere blev hun lokalformand for KAD i Billund og Grindsted, og sad samtidig i en årrække i KAD’s forbundsstyrelse.

Tove var en stærk fortaler for kvinders rettigheder på arbejdspladsen bl.a. med oprettelse af efteruddannelseprojekter i LEGO regi.

Tove var ordholden og en dygtig forhandler, kunne gennemskue aftalepapirer og overenskomster. Jeg véd, hun mødte respekt, når hun repræsenterede arbejdstagersiden i Arbejdsretten. Med sin jævne og grundige måde at orientere på, havde Tove også en åbenhjertig dialog med LEGO familien. Hun fortalte med ægte stolthed om tiden som LEGO medarbejder – uden tvivl de bedste år i hendes arbejdsliv.

Jeg tror ikke, nogen kunne løbe om hjørner med Tove. Hun kunne være direkte og bramfri når hun mente det var nødvendigt. Men hun var også en god kammerat, veninde, rejsefælle.

Nu kan vi ikke længere høre Tove fortælle om sin opvækst, om hendes stærke bedstemødre der overkom så meget som landarbejderkvinder med mange børn, om hendes far der ikke mente, at hun behøvede at gå i mellemskole, Tove blev ung pige på forskellige gårde og kom derefter på fabrik i Fredericia. Hun blev tillidsrepræsentant. Blev gift og fik børn, skilsmisse, aleneansvar for sine to børn. Mødte Hans fra Hejnsvig, godt ægteskab og snart et tredje barn. Fabriksarbejde i Grindsted og derefter den spændende LEGO tid. Hans, børnene og hjemmet på Granly i Hejnsvig var det faste holdepunkt, når Tove havde ekstra møder og rejser. I pensionistårene blev der fin tid til mange udlandsrejser og operature med gode veninder.

En naturlig social indignation sad i Tove helt fra opvæksten, fra livet på arbejdspladserne men også fra forskellige oplevelser med mangel på accept i nærområdet – for selv om Tove kæmpede for det bedste for sine kolleger, glemte mange af dem det, når de mødtes i lokale sammenhænge – så var hun en ”rød fagforeningskvinde”, som man ikke satte sig ved siden af. Det sårede dybt – og Tove glemte det aldrig.

Vi er mange, der aldrig glemmer Tove for hendes venskab og engagement.

Venlig hilsen

Kirsten Vagtholm, Billund