Minister besøgte Sprogskolen forud for lovforslag

OLYMPUS DIGITAL CAMERA


Når beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen i morgen sender et nyt lovforslag i førstebehandling i Folketinget, så bliver det lidt præget af Sprogskolen i Grindsted. Ministeren lagde nemlig i dag vejen forbi for at høre elevernes mening om integration og deres muligheder for bedre at lære sproget.

Og her blev Henrik Dam Kristensen (S) – der i øvrigt cyklede til besøget på Sprogskolen – bekræftet i, at han er inde på noget af det helt rigtige i sit lovforslag.

Det åbner nemlig op for bedre integration af flygtninge, som skal i job fra dag et – eller senest efter tre måneder i landet deltage i et virksomhedsrettet tilbud. Enten via løntilskud eller virksomhedspraktik – og som noget helt nyt også nytteindsats. Noget der ikke hidtil har været en del af integrationsprogrammet.

– Jeg er ikke som sådan blevet hverken klogere eller mere overrasket i dag, men nærmere bekræftet i at der er brug for at sende disse syrere, der er på skolen i dag, i virksomhedspraktik. Det vil styrke dem i deres bestræbelser på at lære dansk. For dansk er et svært sprog, så virksomhedspraktik kombineret med en god underviser, tror jeg på, er vejen frem for at få flygtningene integreret i det danske samfund, siger Henrik Dam Kristensen (S) til BillundOnline.

 

Foto: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (i midten) lytter opmærksomt på underviseren på Sprogskolen i Grindsted