Morten vil se muligheder og ikke begrænsninger

Morten Bonde holder foredrag om dét at se muligheder frem for begrænsninger. PR-foto


Senior Art Director hos LEGO, Morten Bonde, har en øjensygdom, der langsomt gør ham blind.

”Hvordan finder jeg lys i livet, når alting omkring mig synes at blive mørkt, spurgte han sig selv, da han var ramt af stress og depression og ikke anede, hvordan han skulle komme videre i sit liv.

Morten brugte et år på at finde vejen, og dét er der kommet en humoristisk, rørende og yderst inspirerende historie ud af.

– Jeg besluttede mig for at ville se lysere på verden, og på et år fandt jeg nogle ret fantastiske værktøjer og en viden, som fik mig til at se helt anderledes på mig selv og hele verden omkring mig, og de opdagelser vil jeg gerne give videre, siger Morten Bonde, som den 7. maj kl. 19 holder foredrag om sin situation i Billund Centret.

Arrangør er FOF i samarbejde med Billund Bibliotekerne.