Naviair vil samle tårnkontrol i Billund

Arkivfoto: Jan Eliassen, Naviair


Hvis det kan lade sig gøre at drive danske lufthavne uden bemanding af kontroltårnene, så kommer Billund Lufthavn formentlig til at være hjemsted for Naviairs centrale kontrolcenter. Det skriver check-in.dk.

Ifølge bladet ønsker Naviair at samle fremtidens tårnkontrol i et centralt kontrolcenter – hvis altså en igangværende undersøgelse giver grønt lys til, at det kan lade sig gøre at drive lufthavne med ubemandede kontroltårne.

– Planen er at bygge ét samlet center i Billund. Ved at lægge det i Billund i stedet for i København, kan centret i Billund tage over, hvis vores nuværende kontrolcenter i København bliver ramt af nedbrud. Desuden ligger det centralt i forhold til rekruttering af medarbejdere og i forhold til de lufthavne, som centeret sandsynligvis kommer til at betjene, forklarer kommunikationsdirektør Bo Pedersen fra Naviair til Check-in.dk.

Det betyder dog på ingen måder et farvel til flyvelederne, eftersom planen er at fordoble antallet af flyveledere i Billund i forhold til i dag. Ved at samle flyvelederfunktionen for flere lufthavne i ét center, så kan man eksempelvis lettere lade lufthavnene holde natåben, i det én flyveleder så for eksempel kan have ansvaret for to eller flere lufthavne på samme tid.

Hvis Naviair vælger at føre projektet ud i livet, vil centeret i Billund formentlig kunne blive taget i brug i 2020, hvor de første danske lufthavne så vil få ubemandede kontroltårne.