Nikolaj Svalastog vender tilbage til GGIF


GGIF har fået endnu et kort på hånden til at vinde lokalbraget mod Give næste torsdag. Truppen har nemlig fået tilgang af Nikolaj Svalastog, som efter en enkelt halvsæson væk fra klubben nu er kommet tilbage.

– Nikolaj har været en vigtig brik på herreholdet som både fløj og bagspiller. Før denne sæson drog han imidlertid videre i karrieren og blev tilknyttet ligaklubben BSH som træningsspiller. Efterfølgende har han været en tur i Schweiz hos St. Gallen men nu er han tilbage i Danmark og har valgt at vende tilbage til GGIF, lyder det i en pressemeddelelse fra GGIF.

– Det har været rigtig lærerigt for mig at træne med nogle af de bedste spillere i BSH og at prøve mig selv af i en anden kultur i udlandet. Men jeg savner at være en fast del af et hold og er rigtig glad for igen at være en del af det gode fællesskab og træningsmiljø her i GGIF. Jeg har de seneste år afprøvet mig selv som både fløj og bagspiller, men føler nu, at jeg vil satse på at udvikle mit spil bagved, siger Svalastog i pressemeddelelsen.

Han vil være spilleberettiget allerede til kampen mod HK Give næste torsdag.