Nu åbner bibliotekerne igen

Foto: Billund Bibliotekerne


Nu åbner Billund Bibliotekerne igen sine filialer i MAGION, Billund, Vorbasse og Sdr. Omme for lån og aflevering af materiale i den betjente åbningstid.

Genåbningen af bibliotekerne sker gradvist og i overensstemmelse med de gældende retningslinjer. Der er opsat håndsprit, og områder af biblioteket er markeret med afstandstape for at gøre biblioteksbesøget til en tryg og god oplevelse.

I første omgang er der tale om en delvis genåbning af bibliotekerne, hvilket betyder, at du kan låne og aflevere materialer.

– Det er efter de nye regler tilladt at opholde sig kortvarigt i biblioteket for at finde materialer på hylderne, men det er ikke tilladt at tage siddende ophold for fx at læse, arbejde eller bruge bibliotekets computere. Det betyder også, at du ikke kan printe og scanne dokumenter, låne avisen, benytte Makerspacet eller legeområdet i børnebiblioteket, hedder det i en pressemeddelelse fra Bibliotekerne.

Alle arrangementer er fortsat aflyst eller rykket til efteråret. På grund af de skærpede krav til rengøring er bibliotekerne lukket i den selvbetjente åbningstid.

Det har selvsagt ikke være muligt for dem der lånte materialer før nedlukningen af få dem afleveret, men alle skulle være blevet fornyet automatisk i nedlukningsperioden, så ingen render ind i bøder.

Frem til den 11. juni bliver der ikke opkrævet gebyr for materialer, der har overskredet afleveringsfristen.