Nu kan LEIS-lærerne selv undervise kollegerne

Der er godt gang kreativiteten ved og i LEIS-lokalet på BillundSkolen. Privatfoto


Siden 2012 er flere lærere på skolerne i Billund kommune blevet undervist af LEGO Education for at kunne undervise i de specielle LEIS-lokaler: LEGO Education Innovation Studio til styrkelse af kreativitet og hands-on-læring. Men nu er lærerne blevet så dygtige, at kompetenceløftet er lagt over til dem selv og at de selv skal stå for at uddanne deres kolleger i LEIS-lokalerne.

– Det er altså rigtigt flot og et tydeligt tegn på hvor langt vi er kommet fagligt siden starten, siger Mads Lemvigh Fog, der er Master Trainer hos LEGO Education Academy.

En af de lærere, der er med i det kommunale LEIS-vejleder-netværk, er Kirsten Helbo Willumsen fra BillundSkolen. Og hun er fan af både de fysiske undervisningsmuligheder og det faglige kompetenceløft, LEIS-lokalerne giver.

– Når en lærer går i LEIS med sine elever, har man som regel planlagt, hvad der skal ske. Men det er så her magien opstår, for elevernes umiddelbare og legende tilgang gør, at de kaster sig over opgaverne med stor gejst og iver og pludselig er man et helt andet sted, fordi de finder nye muligheder og løsninger, siger Kirsten Helbo.

Ifølge hende byder netværket af LEIS-vejledere skolerne imellem også på værdifuldt samarbejde og nytænkning:

– Vi hjælper hinanden til at finde løsninger og giver hinanden sparring. En del af det at være med i LEIS-vejleder-netværket er også at skulle stå lidt på tæer for at følge med i udviklingen. Det syntes jeg er godt, for så går vi ikke i stå – og det nyder både elever og kolleger godt af, siger hun.

For Billund-læreren er det positivt, at kursus- og inspirationskataloget det kommende skoleår i høj grad vil være drevet af lærerkræfter.

– Det særlige ved en lærer-til-lærer workshop er, at underviseren selv står med undervisningen med LEIS-materialer til dagligt. Derfor kan vi med det samme få workshoppen gjort praksisnær og noget, som kollegerne kan gå hjem og bruge med det samme. Det optimale er, at vi sammen kan lave materiale, der kan deles og bruges af endnu flere. Det giver god synergi, at både underviser og kursister kommer fra den samme hverdag, mener Kirsten Helbo Willumsen.

Også hos LEGO Education, der står bag opfindelsen og udbredelsen af LEIS-konceptet over hele verden, giver samarbejdet i Billund Kommune erfaringer og viden til det videre arbejde.
– Når vi arbejder tæt sammen med skolerne i Billund Kommune, er det selvfølgelig fordi det er Billund og fordi vi ønsker at støtte den overordnede vision i Børnenes Hovedstad. Samtidig har vi stor gavn at være tæt på skoler, som til daglig arbejder med vores løsninger. Vi er ofte på skolebesøg med kolleger, gæster og partnere. Vi bruger lokale lærere til sparring i udvikling af nye produkter og koncepter og kan i det hele taget lære meget af hvordan dagligdagen og virkeligheden ser ud på en skole, siger Mads Lemvigh Fog.