Ny Anlægschef i Billund Kommune


Bo Schjødt Andersen fra Strib er ansat som ny Anlægschef i Billund Kommune fra den 26. oktober 2015.

Den nye chef er valgt i et godt felt af ansøgere, og kommer til Billund med bred ledelseserfaring på flere niveauer, senest fra en stilling som salgsdirektør hos Forstplant Aps.

Stillingen som Anlægschef er en ny stilling som led i en organisationsændring i Billund Kommune. To direktørområder, Økonomi og Teknik & Miljø er samlet i en forvaltning med Jørgen Rye som direktør og fire fagchefer, hvoraf anlægschefen er den ene.

Bo Schjødt Andersen får i sin nye stilling, på projektniveau, ansvaret for hovedparten af Billund Kommunes anlægsbudget. Et budget, der målt på antal indbyggere er blandt landets største.

Den nye anlægschef har foruden sin ledelseserfaring en uddannelse som Skov- og Landskabsingeniør og er i gang med diplomuddannelse i ledelse.

– Vi får i Bo Schjødt Andersen en chef med indsigt og med bred ledelseserfaring, blandt andet i projektledelse, og jeg glæder mig til samarbejdet med Bo, siger direktør for Teknik- og Økonomi, Jørgen Rye.

Bo Schjødt Andersen er 44 år, gift med Anne. De bor i Strib med børnene Anton på 12 år og Andrea på 10 år. I fritiden er den nye anlægschef aktiv på både mountainbike og i havkajak foruden at være aktiv spejderleder og skolebestyrelsesmedlem.

Jeg glæder mig meget til at blive anlægschef i Billund Kommune. Visionerne i kommunen, blandt andet med at skulle skabe byrum med fokus på leg, læring og kreativitet er spændende og tiltalende. Det samme er udsigten til at løse mangeartede projektopgaver i fællesskab med medarbejdere og chefer i organisationen, siger Bo Schjødt Andersen.