Ny flot hæder til Højgaard-brødre

Arkivfoto: Lars Dahl Jensen


De to lokale kæmpetalenter indenfor golfsporten, Rasmus og Nicolai Højgaard, fik i går – sammen med 20-årige John Axelsen – Den Gyldne Golfbold, der uddeles af Sportsjournalisternes Golfklub.

Baggrunden for tildelingen var at de tre unge herrer vandt VM-guld i holdgolf for amatører , som kaldes den største amatørpræstation i dansk golfhistorie.

– Det er en kæmpe præstation. Jeg har set, hvor hård konkurrencen var. Når man ender på den øverste skammel, så har man gjort det fantastisk. I er med rette de rigtige modtagere af årets Den Gyldne Golfbold. Golfverdenen ligger åben for jer nu. Det skulle undre mig, hvis der ikke er en flot karriere foran jer. I bringer stolthed over de rød-hvide farver, sagde Dansk Golf Unions direktør, Morten Backhausen ved gårsdagens overrækkelse.