Ny hjemmesejr til GGIFs damer

Arkivfoto


Det holdt hårdt, men til sidst lykkedes det Grindsted GIF 3 .divisions damer at hive sejren i land, da holdet i går spillede hjemme mod rækkens nummer to, Struer Håndbold.

– Begge hold fulgtes ad i starten, og der blev kæmpet bravt fra begge sider. Grindsteds hurtige og velspillede angrebsspil gav en del straffekast og Struer måtte tage imod hele 4 udvisninger i halvlegen. Grindsted spillede rigtig flot håndbold i begge ender af banen, fik lukket godt ned for Struers angreb og holdt høj fart i angrebsspillet, herunder flere gode kontraer og fik udnyttet Struers gentagne undertal og kunne gå til pause med en føring på 16-8, lyder det i et kampreferat fra klubben.

Struer havde dog ikke tænkt sig at gå derfra uden kamp og i anden halvleg måtte Grindsted se deres forspring svinde ind, dels fordi forsvarspillet ikke kørte på samme niveau, som i første halvleg, men også angrebsspillet var faldet i tempo. De sidste 15 minutter fik Grindsted dog samlet op på det hele og fik gang i spillet igen og kunne dermed indkassere en fortjent sejr på 25-21.

Grindsted ligger på femtepladsen i tabellen før næste kamp på søndag hjemme mod Østbirk.