Nyt Lege- og opholdsområde i Vesterbrogade


Styregruppen for udvikling af Grindsted Midtby har været dommerkomité og valgt et projekt fra Kompan i forhold til opførsel af nyt Lege- og opholdsområde i Vesterbrogade i Grindsted.

I løbet af efteråret tilføres Grindsted Centrum et nyt markant Lege- og Opholdsområde for hele familien.

Det nye Lege- og Opholdsområde placeres i Vesterbrogade og er en del af udviklingen af Grindsted som oplevelses- og handelsby. Et projekt, der blev sat i gang af Byrådet i Billund.

Der er nedsat en styregruppe fra Handlen i Grindsted og fra det politiske som løbende arbejder med at realisere planer, der kan tilgodese udviklingen af Grindsted som oplevelses og handelsby og netop et lege- og opholdsområde i Vesterbrogade har fra starten været en klar prioritet fra Handlen i Grindsted.

– Området i Vesterbrogade har især om aftenen kunne virke lidt tomt. Nu får vi et flot og iderigt lege- og opholdsområde som kan bruges af hele familien også om aftenen, hvor der vil være effektbelysning og i weekenden. Det er en kæmpe styrkelse af Grindsted som Oplevelses- og Handelsby, siger Johnny Hansen, der er formand for handlen.

Anlægsarbejdet indledes hurtigst muligt, og der vil komme en officiel indvielse i efteråret.