Nyt site skal skaffe arbejdskraft til Billund

Sådan ser det nye site ud. Foto: screendump velkommentilbillund.dk


Et nyt site skal være med til at trække kvalificeret arbejdskraft til vores område. Sitet, som Billund ErhvervsFremme står bag, hedder VelkommenTilBillund.dk.

– Kampagnen virker bl.a. på den måde, at hvis man har søgt efter Billund eller job i Billund på Google, eksempelvis, så vil man i et stykke tid derefter blive præsenteret for en onlineannonce på vores nye site, næste gang man går på facebook eller LinkedIn, forklarer direktør i Billund ErhvervsFremme, Morten Karlsbjerg.

Et klik på den pågældende annonce leder hen til velkommentilbillund.dk som meget kortfattet fortæller om livet i Billund kommune, Børnenes Hovedstad  – ligesom der også vil være links til alle ledige jobs i Billund kommune på Jobindex og Jobnet.

– Der er vist ingen der er i tvivl om, at én af de største udfordringer for erhvervslivet i de kommende år netop bliver at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Erhvervslivet i Billund kommune er inde i en rivende udvikling. Fx er der 133 arbejdspladser pr. 100 indbyggere i den arbejdsdygtige alder. Til sammenligning er landsgennemsnittet 90. Så udfordringen med at skaffe den rigtige arbejdskraft er også noget vi kender her, siger Morten Karlsbjerg om baggrunden for den nye kampagne.