Økonomien i ældreområdet under pres


Der arbejdes lige nu med at lægge sidste hånd på regnskab 2015 i Billund Kommune, i den forbindelse har det nu desværre vist sig, at økonomien på Social- og Sundhedsområdet er under pres.

Det er mere præcist økonomien på ældreområdet, der har udviklet sig noget værre end forventet ved den seneste budgetopfølgning, og ender med en overskridelse i forhold til budget 2015 med ca. 13 mio. kr. ud af et samlet budget på knap 0,2 mia. kr.

Det er naturligvis uholdbart og derfor er det nødvendigt hurtigst muligt at få taget de nødvendige initiativer til at få bragt området på den rigtige kurs igen, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget Ruth Lauridsen.

Der er i første omgang behov for at komme nogle spadestik dybere omkring årsagerne til merforbruget. De indledende analyser viser, at knap halvdelen af beløbet er engangsudgifter vedrørende 2015, mens godt halvdelen skyldes løbende merudgifter i forhold til driften, der desværre også fortsætter ind i 2016.

De løbende udgifter som fortsætter i 2016 vedrører blandt andet:

  • Et merforbrug på køkkenområdet, som skyldes manglende indtægter for salg af ældremad.
  • En ikke fuldt effektueret besparelse fra 2015 vedrørende bedre trivsel i hverdagen.
  • Flere tunge visitationssager.

Engangsudgifterne vedrører blandt andet:

  • Langtidssygdom i hjemmeplejen.
  • Større engangsomkostninger ved indførelse af fælles medicinkort.

Når vi har fået analyseret mere på årsagerne vil vi i administrationen komme med forslag til løsninger på at få fjernet den konstaterede merudgift. Først med forslag, der kan imødegå ubalancen på den daglige drift, så denne ubalance neutraliseres, forklarer Social- og Sundhedsdirektør Jan Møller Iversen.

Dernæst skal der udarbejdes en handleplan for, hvordan merforbruget på de ca. 13 mio. kroner fra 2015 kan betales tilbage til kommunekassen, herunder afdragsperiodens længde.

Med ovennævnte todelte plan kan vi få genoprettet et budget i balance, og vi tilstræber at de nødvendige ændringer ikke opleves som forringelser for de ældre i kommunen, siger Ruth Lauridsen.