OK-penge på vej til GGIF Gymnastik

Privatfoto GGIF Gymnastik


Der er penge på vej til den lokale gymnastikforening i Grindsted. GGIF har nemlig indgået en sponsoraftale med energiselskabet OK, der kommer til at tilføre foreningen midler, når de lokale bilister tanker. En aftale der glæder Sten Bang, der er en del af sponsorudvalget i GGIF.

Han håber at nogle af sponsorkronerne blandt andet kan gå til det store, nye motorik- og kampsportscenter der skal stå færdigt ved MAGION næste år.

– Pengene vil i første omgang være en støtte til vores kommende projekt. Vi håber, at vi får støtte fra vores medlemmer og deres relationer, siger Sten Bang i en pressemeddelelse.

GGIF er en stor forening med omkring 600 medlemmer. Foreningen er rummelig med mange forskellige hold i alle aldersgrupper og genrer.

Aftalen er simpel. Man kan støtte foreningen med fem øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og selskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare melde sit OK Benzinkort til GGIF Gymnastik Grindsteds sponsoraftale, så gives støtten, uanset om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.

Foreningen får fem øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere fem øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte gymnasterne med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter.