Ombygning skal gøre sygehuset i Grindsted klar til fremtidig rolle

Arkivfoto


Hvis nogen var i tvivl om hvorvidt Grindsted Sygehus har en fremtid i Region Syddanmarks planer for sygehusene, så burde de være ryddet af vejen nu. For Regionsrådet har nemlig afsat 32 mio kroner til at opdatere de fysiske rammer på flere afdelinger af Sydvestjysk Sygehus i Grindsted.

Allerede for et år siden besluttede regionsrådet en fremtidig profil for Sydvestjysk Sygehus i Grindsted – en profil, der nu virkeliggøres. Profilen indeholdt tre grundlæggende ændringer, to ud af tre har allerede fundet sted: Flytning af de medicinske senge fra Grindsted til Esbjerg og flytning af Arbejdsmedicinsk Klinik fra Esbjerg til Grindsted.

Sidste skridt er nu etableringen af et daghospital på sygehuset i Grindsted. Den etablering kræver en opdatering af de fysiske rammer.

– Sygehuset i Grindsted er et godt og velfungerede sygehus. For at det også skal være det i fremtiden, skal vi arbejde for, at de fysiske rammer følger med tiden, og at de passer med den profil, vi har lagt for sygehuset. Det er det, som ombygningen her skal sikre, siger formanden for regionens Anlægs- og Innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S).

Daghospitalet på sygehuset i Grindsted er i to spor. Et spor, hvor de små ambulante enheder, der blandt andet tæller en række medicinske undersøgelsesrum, rum til kirurgiske undersøgelser, skadeklinik og sårambulatorium, bliver samlet i en ambulatorieklynge. Ambulatorieklyngen bliver etableret i det tidligere medicinske sengeafsnit på 1. etage.

Derudover et spor for den planlagte kirurgi. Her samles ortopædkirurgisk sengeafsnit og opvågning i en samlet enhed med modtagelse, bedøvelse, operation, opvågning og efterfølgende indlæggelse. Planerne kommer til at give et bedre patientflow i den planlagte kirurgi, en bedre oplevelse for patienterne og en nemmere hverdag for medarbejderne.

Renoveringen kommer blandt andet til at bestå af sanering og nedbrydning af lofter, gulvbelægning, nedbrydning af vægge omkring de gamle sengestuer og bade-/toiletrum samt tilpasning af gamle installationer. Derefter sker en genopbygning af ambulatorier til dagshospital, personalefaciliteter samt teamrum og rum til telemedicin. Der bliver etableret fælles modtagelse for patienter og pårørende i ankomstområdet ved elevatorerne. Ved den fælles modtagelse etableres nye toiletter til patienter og pårørende.

Derudover bliver der opbygget nye sengestuer og ombygning af eksisterende opvågning.

– Det er den helt store tur, som vi nu giver de her lokaler. Som alt andet byggeri kan det selvfølgelig medføre nogle gener for de patienter og pårørende, der besøger sygehuset det næste års tid. Når vi er på den anden side, er jeg dog sikker på, at det hurtigt bliver glemt, for det bliver rigtig godt for både patienter, personale og pårørende, når lokalerne står færdige. Det er der ingen tvivl om, siger Karsten Uno Petersen.

Byggeriet kommer til at stå på hele 2021, mens indflytningen kommer til at ske i andet kvartal af 2022