Opgiver ikke kampen for jernbanen

Arkivfoto


Hverken hos Billund kommune eller Billund Lufthavn har man lagt planerne om at få en jernbane til Billund i graven. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har ellers meldt ud, at adskillige af Togfondens projekter skal skrinlægges, fordi finansieringen ikke er på plads. Siden alle folketingets partier – med undtagelse af det nuværende regeringsparti Venstre – vedtog Togfonden, der skulle finansieres af oliepenge fra Nordsøen, er oliepriserne styrtdykket. Det betyder, at der ganske enkelt mangler milliarder i Togfonden, og derfor må der skæres projekter væk; blandt andet togforbindelsen til Billund.

Men hos Billund Lufthavn siger lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen, at man stadig synes ideen om jernbanen er god:

– For os giver det stadig god mening at få Billund koblet på det østjyske jernbanenet, så vi håber da stadig på, det bliver en realitet, siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Heldigvis sidder der en del politikere i lufthavnens bestyrelse, som kan lave lidt lobbyarbejde på Christiansborg. Blandt dem er Billunds borgmester, Ib Kristensen, som dog ikke vil fortælle om han er gået i gang med at tale lufthavnens og kommunens sag overfor landspolitikerne:

– Det kan jeg ikke kommentere, men det er klart, at byrådet naturligvis arbejder for, at jernbanen fortsat kan blive en realitet. Når vi har Danmarks 2. største lufthavn her, så er det jo naturligt, at toget også kører hertil. Det vil jo også give vores mange indpendlere og turister nem adgang hertil i stedet for at tage bilen, siger Ib Kristensen (V).